Ottearmede blæksprutter
Udover de tiarmede, findes der en anden stor gruppe af sprutter; de ottearmede blæksprutter. De ottearmede blæksprutter omfatter også et par kæmper – dog af mere beskedne proportioner.
Den tungeste ottearmede blæksprutte er den besynderlige gele-agtige Haliphron atlanticus. Den kan blive 4 m lang og veje over 70 kg, og dens blævrede arme er dybrøde og lilla med store hvide prikker. Den kendes fra det meste af Atlanterhavet, men næsten kun gennem fangst af små unger.
I 2001 blev der dog fanget et velvoksent eksemplar ved New Zealand. Både denne art og kæmpeblæksprutten er i øvrigt blevet beskrevet for videnskaben af den danske naturhistoriker Japetus Steenstrup sidst i 1800-tallet.
De ottearmede blæksprutter - i ordener
De ottearmede blæksprutter består af følgende 2 ordener:
Vampyromorphida
– (eng. “vampire squid”) er en orden af cephalopoda bestående af kun én nulevende art – nemlig Vampyroteuthis infernalis. Rent fysisk ligner Vampyreteuthis infernalis den ottearmede blæksprutte (Octopoda), men dens otte primære fangarme er forenet af et net af hud, og to mindre fangarme er også fremtrædende.
Octopoda
– Den ottearmede blækspruttes biologiske navn er Octopus vulgaris. Oktopous” betyder på græsk “ottefodet”, hvilket logisk nok hentyder til blækspruttens otte arme.
Dens otte arme vender bagud, når den svømmer. Langt størstedelen af denne slægt af den ottearmede blæksprutte er bløddyr – dvs. de har hverken indre eller ydre skelet. Dette giver den ottearmede blæksprutte mulighed for at klemme sig igennem smalle steder. Blæksprutten har et hårdt næb ved dens mund midt på armene. Faktisk er den ottearmende blæksprutte det mest intelligente af alle hvirvelløse dyr.
Som forsvar mod rovdyr kan de ottearmede blæksprutter vælge enten at flygte hurtigt, gemme sig, udstøde blæk eller camouflere sig ved at ændre farve så hurtigt, at selv en kamæleon ville blegne.
Ligesom andre cephalopoda er de ottearmede blæksprutter bilateralt symmetrisk med sine to øjne og fire par af arme. Alle ottearmede blæksprutter er giftige, men kun den lille blåringede blæksprutte er livsfarlig for mennesker.
Blækspruttens karakteristika er dens otte arme, som normalt bærer sugekopper. Armene på ottearmede blæksprutter adskiller sig fra parret af fodrende fangarme, som findes hos tiarmede blæksprutter – såvel Sepiida (på engelsk “cuttlefish”) som Teuthida (på engelsk “squid”).
Begge typer lemmer er muskulære hydrostater – dvs. muskulære organer, der former sit eget skelet, for at støtte bevægelser og derefter laver bevægelser og ændringer i forhold til det skelet.
I modsætning til de fleste andre blæksprutter har størstedelen af ottearmede blæksprutter – dem, som i underordenen er mest kendt som Incarrina – næsten helt bløde kroppe uden internt skelet.
De har hverken en beskyttende ydre skal som Nautilus eller nogle spor af en indre skal eller knogler som de tiarmede blæksprutter. Et næb, der ligner formen på en papegøjes næb, er den eneste hårde del af den ottearmede blækspruttes krop.
Idet de ottearmede blæksprutter ikke har skelet, skal eller øvrige hårde dele, er det muligt for den at klemme sig gennem meget snævre sprækker mellem sten på havbunden, hvilket er uhyre nyttigt, når den flygter fra rovfisk. Faktisk kan Coleoidea (i modsætning til Cephalopoda-klassens anden underklasse, Nautiloidea) presse sig igennem et hul på størrelse med sin mund.
I den mindre kendte underorden Cirrina findes en ottearmet blæksprutte, som har to finner og en indre skal, hvilket generelt minimerer deres evne til at klemme sig gennem smalle passager.
